• Fejl i destillation under hjemmebryggeri kan fylde træsprit i drinks

    ソース: BDK Borsnyt / 23 11 2024 15:01:50   America/Chicago

    I løbet af de seneste dage har seks unge turister - heriblandt to danske kvinder - mistet livet i det sydøstasiatiske land Laos. Det er endnu uklart, hvad de præcist er døde af og hvordan. Men mistanken har ifølge flere lokale medier rettet sig mod indtag af alkohol forgiftet med metanol. Det er også kendt som træsprit. Det er langtfra meningen, at der skal være metanol i alkoholiske drikke, forklarer Kim Lou Johansen, der er brygmester ved Københavns Universitet. Han beskæftiger sig blandt andet med bryggerividenskab og destillering af spiritus. - Man ville aldrig tilsætte det for smag eller andet, for det er udelukkende noget, man skal have fjernet. Det er i den grad sundhedsskadeligt, siger han. Metanol opstår ved destillation, som er en kemisk metode til at afskille to sammenblandede væsker. Her udnytter man, at de to væsker har forskellige kogepunkter. Ved destillation tales der ifølge brygmesteren om "hoved, krop og hale". Kunsten ved destillation ligger i at vide, hvornår man adskiller hoved og krop, lyder det. Hovedet er metanolen, som er det, der først kommer ud af destillationsapparatet, fordi det fordamper lettest. - Kroppen er så ethanol, som er det normale alkohol, vi har i alle de stærke typer alkohol. Det er dét, vi gerne vil drikke, kan man sige. - Men man skal tage hovedet, altså metanolen, fra, og hvis man ikke ved det, kan man ende med at få lavet noget med for meget metanol, siger Kim Lou Johansen. Til sidst er der halen, som er det, man kalder fuselalkoholer. Det er de tungeste forbindelser, som giver hovedpine, men også smag, siger brygmesteren. Det kræver i høj grad erfaring at finde punktet, hvor metanolen er fordampet, samt viden om det, man destillerer på, tilføjer han. Læge og medicinsk direktør for National Capital Poison Center i Washington D.C. i USA Maryann Amirshahi siger til The New York Times, at metanol i alkoholiske drikke ofte er et utilsigtet biprodukt af destillationsprocessen, når folk laver hjemmebrænderi. Ifølge Udenrigsministeriet i Danmark har der dog også været eksempler på, at træsprit er blevet tilsat for at gøre drikkevarerne billigere. Det samme oplyser The Methanol Institute, som er en international handelssammenslutning, ifølge The New York Times. Det skyldes, at metanol er billigere end ethanol, som er alkoholen i øl, vin og spiritus. Laos' regering har iværksat en efterforskning af de seks turisters dødsfald. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/fejl-i-destillation-under-hjemmebryggeri-kan-fylde-traesprit-i-drinks
シェアする